Naturbørnehuset Annisse er en naturinstitution, hvor vi tager udgangspunkt i naturen, og hvor natur og udeliv indgår som en naturlig del af vore hverdagsliv. Natur og udelivet sætter rammen for vores primære læringsrum. I det daglige udeliv i Naturbørnehuset er der plads til af følge børnenes initiativer samt vokseninitierede aktiviteter. Vi følger årstidernes rytme, ser alt spire og gro i foråret, vokse til i løbet af sommeren, modnes og høstes i efteråret og gå i dvale om vinteren.
En stor del af vores dagligdag, er at gå på tur og se hvad naturen tilbyder os af stimuli. vi sanser, føler, ser, hører, smager, dufter og oplever den skiftende årstid. vi lader os forundre og begejstre af naturens fænomener.
Vi oplever, at uderummet giver sanseoplevelser, og en god mulighed for at bruge kroppen aktivt. Naturen og dens mange forskellige materialer giver næring til den frie fantasi.
På vores skønne legeplads, giver buske og træer gode muligheder for mindre legeområder. Vi har frugttræer, hasselnøddetræer - hvor vores husegerne holder til. Vi har duftende blomster og krydderurter, som pynter fint på sandkagerne. Vores vandbane, bruger vi til at eksperimenterer og lege med vand.
Børn gror i naturen og deres horisont udvider sig. Det er en af årsagerne til, at vi overnatter i naturen med de største børnehavebørn. Det er en stor bedrift, at overnatte i det fri og lytte til nattens lyde. Det er en rigtig god oplevelse, som børnene vokser af og vi ser stoltheden af at lykkes.